Af Jannie Holm Andersen

Han kan både være rapkæftet og meget ordentlig på samme tid.  Den 35-årige Søren Vestergaard er et sammensat menneske og én, som kollegaerne holder meget af.  Lige så sjov og drenget, han kan være – lige så seriøs og topprofessionel er han som produktionschef hos Areo.

Søren bliver beskrevet som en ærekær arbejdshest, der altid holder, hvad han lover, og får løst opgaven – uanset hvor udfordrende den måtte være. Skulle et projekt begynde at skride, går han ikke af vejen for selv at tage arbejdshandskerne på og træde ind på gulvet sammen med montørerne.

”Og hvis han er utilfreds med noget, får man det at vide – direkte og uden omsvøb. Han er aldrig muggen eller selvhøjtidelig og en rigtig god leder,” lyder det fra kollegaerne.

Langdistance, latter og loyalitet

Søren bor i Grindsted med sin kone Nadia og deres lille datter Agnes på godt og vel et år. I fritiden kører han racercykel – og han tilbagelægger let 50-100 kilometer på en dag. Det matcher hans konkurrencementalitet og udholdenhed.

Produktionsleder Anders Bredvig Christiansen har arbejdet sammen med Søren i mange år. Han har også set ham i aktion på gulvet, som gulvmontør. Han kender til både hans stærke og mindre stærke sider:

”Han er en pissegod afsander og mindre god til at slibe. Men han kan både spartle og holde en pumpeslange.”

Fra slagter til gulvlægger

Søren er oprindeligt uddannet butiksslagter. Efter nogle år i slagterbranchen begyndte han at overveje et karriereskifte, og i foråret 2015 var han med en kammerat ude at lægge gulv hos Michael Hougaard, Areos medejer og salgsdirektør. Kemien var der med det samme.

”Vi har samme humor og taler nogle gange, før vi tænker,” fortæller Michael, som hurtigt tilbød Søren et job som montør.

Chef med coating i blodet

I knap otte år lagde Søren fugefri gulve – stående, knælende og altid dedikeret. Han blev hurtigt formand på Sjælland og i 2022 fik han titlen produktionschef. I dag har han ansvaret for alle Areos projekter, og det har han ikke tænkt sig at lave om på foreløbigt.

”Som det ser ud nu, har jeg ikke planer om at skulle noget andet. Jeg er glad – både for opgaverne og for folkene her,” siger han.