Af Jannie Holm Andersen

Alle montører og kontoransatte blev rystet grundigt sammen ved det seneste kvartalsmøde.

Chefer, kontorfolk og gulvmontører fik lov til at bruge kroppen ved marts måneds kvartalsmøde. En lille del af mødet handlede om fremtiden og de flotte, sorte tal på bundlinjen. Men hovedfokus var på teambuilding og holdånd.

Eventcentret Funhall i Viborg lagde gulv til, og efter en gang fælles morgenmad fik alle hver sin kørestol, hjelm og handsker og besked på, at nu skulle de spille rugby uden at bruge benene.

Der var ingen, der lurepassede fra sidelinjen, og der blev både væltet kørestole og brugt råstyrke.

Holdene var blandede, så funktionærer og montører skulle kæmpe sammen. Herefter stod den på promillehockey, hvor et par tonede briller gjorde det næsten umuligt at se, hvor bolden var. Også her blev der lagt sjæl i. Der blev endda knækket et par hockeystave.

Alle kom derfra uden arbejdsskader, med fulde maver og en bedre fornemmelse af, hvem de egentlig arbejder sammen med til hverdag.

Montører og kontoransatte spiller kørestolsrugby.
Bodil Grønbæk fra administrationen laver her en hurtig aflevering.