Til det seneste medarbejdermøde fik Areos montører en gennemgang af deres pensionsordninger. Idéen til at få det gjort, kom fra montørerne selv.

Det var gulvmontør Jørgen Høgsted, der satte det hele i gang. En dag kiggede han nærmere på sin pensionsordning og opdagede, at hans opsparing var fordelt på tre forskellige pensionsselskaber. Det rejste en række spørgsmål:

Arbejdede pengene bedst muligt? Hvad var egentlig dækket af sundhedsforsikringen? Kunne han få hurtig hjælp, hvis han pludselig ikke kunne rejse sig fra sengen en morgen? Og hvem skulle arve efter ham, hvis det værst tænkelige skete?

”Jeg har mange yngre kollegaer, der aldrig har tænkt nærmere over det. Derfor foreslog jeg cheferne, at alle skulle have deres pensionsordning gennemgået af en rådgiver”, fortæller han.

En god idé

På det seneste medarbejdermøde fik Areo derfor besøg af en pensionsrådgiver fra PensionDanmark. Først gennemgik han de muligheder, der følger med pensionsordningen. Derefter fik alle montørerne tilbudt en personlig samtale om deres egen ordning.

– Der går 13 procent af montørernes løn til pension. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne ved, hvad ordningen indeholder, og hvordan de får mest muligt ud af den, fortæller økonomidirektør Åse Nørmark Andersen.

Medarbejderpleje er også at lytte

Det var ikke ledelsen, der fandt på idéen. Den kom fra en montør, som stillede et spørgsmål. Da forslaget gav mening, blev det ført ud i livet – og kom alle kollegerne til gode.

Det er den slags medarbejderpleje, vi tror på i Areo. At lytte til hinanden, dele viden og sørge for, at medarbejderne får mest muligt ud af de ordninger, de allerede har.